To gange årligt uddeler den lokale østjyske energi- og fiberkoncern midler fra AURAs Lokalværdipulje, og derfor har knap 40 foreninger kunnet dele 350.000 kr. fra puljen. Foreningerne har hver modtaget mellem 5.000 og 25.000 kr.
Fællesskabet og aktiviteter, som samler lokalsamfundet, er nogle af overskrifterne for en stor del af de projekter, som nylig har fået besked om, at de er blevet udvalgt som modtagere af AURAs Lokalværdipulje.
”Som andelsejet selskab ønsker vi at give noget tilbage til det lokalsamfund, som vi er en del af, og som vi er ejet af. AURA er et stort fællesskab af 113.000 andelshavere, og derfor ønsker vi at bakke op om nogle af de mange fællesskabsfremmede aktiviteter, som de lokale klubber og foreninger arbejder hårdt for at kunne tilbyde deres medlemmer,” siger Carsten Höegh Christiansen, adm. direktør i AURA.
Fællesskabsplads som mødested
Høver Beboerforening driver landsbyens beboerhus og ønsker at gøre endnu mere for at huset bliver samlingspunkt for byens borgere. Derfor har de indrettet en Fællesskabsplads i forbindelse med huset, som de ønsker skal være et naturligt sted at samles og drøfte verdens gang.
Foreningen har søgt AURAs Lokalværdipulje om tilskud til at indrettet pladsen med en markise over de borde- bænkesæt, som byens borgere samles om. AURA har bevilget 10.000 kr. til projektet.
”Vi ser en stor sammenhæng mellem AURA og vores projekt om at styrke fællesskabet og skabe bæredygtighed i samværet i lokalsamfundet. Ved at skabe et sted, hvor mennesker kan mødes og udveksle idéer og støtte hinanden, bidrager vi til at styrke det lokale fællesskab, og den tryghed der ligger i at kende sin nabo, og det er vi rigtig glade for, at AURA vil bakke op omkring,” siger Kenneth Oxholm.
Morgensang i fællesskabets hus
Lions Club Ry afholder en time fælles offentlig tilgængelig morgensang én gang om måneden. En donation fra AURAs Lokalværdipulje på 5.000 kr. har været med til at sikre, at Lions kan holde arrangementerne uden deltagerbetaling.
”Vi er glade for, at AURA igen har valgt at bakke op om vores sociale arbejde, så alle, som har lyst, har mulighed for at deltage i vores fællesskab,” siger Knud Martin Kjeldsen fra Lions Club Ry.
Varme til fodboldpiger
Stavtrup IFs U15 fodboldpiger er meget dedikerede til hinanden, fællesskabet og sammenholdet. Der er kun 14 piger på holdet til at spille 11-mands fodbold, så de er dybt afhængige af hinanden og af, at de alle møder op til både hver træning og til hver kamp. På trods af pigerne kun er få og ikke har en fast målmand, har de i denne sæson formået at spille sig op i liga 1, landets bedste række. Og ikke nok med det, så vandt de deres pulje i lige 1.
Klubben ønsker fortsat at fastholde pigerne i klubben og i fællesskabet, og har derfor ansøgt AURAs Lokalværdipulje om donation som tilskud til vintertræningsjakker til pigerne.
”Det kan være svært at bevare motivationen på de kolde vinterdage med frost, blæst og mørke. Vi tror på, at det at kunne forære pigerne en vinterjakke vil bidrage til at støtte endnu mere op om deres stærke fællesskab og holdfølelse. De er gensidigt afhængige af hinanden, og ens jakker vil kunne bakke endnu mere op om dette. Og derfor er vi utroligt glad for donationen på 10.000 kr. fra AURA,” siger Pia Pedersen fra Stavtrup IF.
Tradition for støtte til lokalt foreningsliv
”Vi har endnu engang været imponeret over alle de mange gode ansøgninger og de mange spændende projekter, som de lokale foreninger og klubber har søgt om donationer til. Og vi forsøger at hjælpe så mange som muligt så bredt som muligt, fordi vi har en lang tradition for at støtte det lokale foreningsliv,” siger Carsten Höegh Christiansen.
AURA Lokalværdipulje har hvert år ansøgningsfrist i maj og oktober. Med puljen ønsker AURA at bidrage til et aktivt foreningsliv blandt selskabets andelshavere. Støtten går til kulturelle, sociale og sportslige aktivitet.