Den lokale energi- og fiberkoncern AURA har uddelt forårets Lokalværdipulje med støtte til lokale foreninger og klubber. Støtten går til sociale, kulturelle og sportslige aktiviteter blandt selskabets andelshavere.
Borgerforeninger, sportsklubber, andelsboligforeninger, fællesråd og selvejende kulturhuse har alle modtaget mellem 5.000 og 25.000 kr. fra AURA.
”Vi har fået rekordmange ansøgninger til puljen i denne runde, hvilket vi naturligvis er meget glade for. Selv om vi ikke kan tilgodese alle dem, som søger, så er vores ambition altid, at så mange forskellige foreninger som muligt får glæde at støtte – samtidig med, at vi dækker hele vores ejergeografi,” siger Carsten Höegh Christiansen, adm. direktør i AURA, og fortsætter:
”AURA har en lang tradition for at støtte det lokale foreningsliv, fordi vi ønsker at bidrage til lokalområdet, og til at sikre et attraktivt foreningsliv i lokalområdet.”
Blandt de lokale modtagere af AURAs Lokalværdipulje er Sjelle Bylaug, Alrø forsamlingshus og BogSpillopen i Viby.
Legeplads til byen børn i Sjelle
Man er automatisk medlem af Sjelle Bylaug, når man flytter til Sjelle, og bylauget arbejder med forbedringer og tiltag, som er til gavn for landsbyens borgere. Lige nu er der ingen legeplads eller samlingssteder til byens børn i Sjelle. Det ønsker Bylauget at lave om på, hvilket de er kommet et skridt tættere på med en donation på 25.000 kr. fra AURA.
”I Sjelle tager vi udfordringerne op og arbejder proaktivt for at skabe og opretholde en levedygtig og bæredygtig landsby i udvikling. Vi ser nu, at der flytter mange børnefamilier til byen, og at vi står midt i et generationsskifte. Den udvikling kalder på, at der kommer større fokus på gode rammer til byens børn, og en legeplads i Sjelle vil netop være med til at fremtidssikre landsbyen og gøre den til et attraktivt sted at bosætte sig. Derfor er vi superglade for donationen fra AURA,” fortæller Signe Yde Leth-Espensen fra Sjelle Bylaug.
Fra nedslidt gymnastiksal til kulturlokale
Alrø Forsamlingshus spiller en central rolle i at sikre, at der lokalt er gode vilkår for kulturelle og sociale aktiviteter. Forsamlingshuset udlejes til lokale foreninger, som afholder meget velbesøgte arrangementer ved fastelavn, sommerfest, høstfest, julefest mm.
Bestyrelsen bag forsamlingshuset ønsker at ombygge huset store, nedslidte gymnastiksal til et nyt moderne kulturlokale med akustiklofter, ombygning af scene til niveau med øvrig sal, komplet ny belysning og el.
”Vi er glade for at AURA har valgt at tilgodese os med en donation, så vi fortsat kan bruge forsamlingshuset som øens samlingssted,” siger Lars Rande fra foreningen.
Frivillige giver glæden ved bøger videre
BogSpilloppen i Viby rekrutterer og sender frivillige ud i daginstitutioner i Aarhus Kommune for at læse højt for børn i alderen 3-6 år, som har brug for ekstra højtlæsning. Desuden stiller de bogpakker til rådighed for de daginstitutioner, der er en del af projektet, så der altid er bøger i nåhøjde.
”Vi ønsker os et IT-system, som kan hjælpe os med at effektivisere vores biblioteksdrift og dermed frigøre tid til at tage os af vores frivillige og rekruttere flere frivillige, så flere børn kan få læst højt. Og med donationen er vi et skridt tættere på målet,” siger Michael Thodsen fra foreningen.
Om AURAs Lokalværdipulje
AURAs Lokalværdipulje uddeles to gange årligt, og har ansøgningsfrister i maj og oktober. Puljen kan søges af foreninger, som ligger i AURAs forsyningsområde, og hvis medlemmer er andelshavere i AURA.
Puljen med ansøgningsfrist i oktober 2024 er åben for ansøgninger nu. Læs mere på www.aura.dk/sponsorat