December er en strømsluger

6. december 2018

PRESSEMEDDELELSE

December er en strømsluger: Fem tips til at spare på strømmen

Julen varer længe og koster mange penge. Det kan også ses på elregningen. Undersøgelser viser, at elforbruget er 30% højere i gennemsnit i julemåneden end resten af året.

December er årets dyreste måned for de fleste danske familier. Julearrangementer, gaver og øgede madudgifter sætter sine spor på bankkontoen, men også strømforbruget er væsentlig højere. Der er dog måder, du kan spare på strømmen uden at gå på kompromis med julehyggen. Energirådgiver hos AURA Rådgivning, Lisbet Stryhn Rasmussen, kommer her med fem praktiske tips til at spare på elforbruget, så du kan holde jul med god samvittighed.

1. Udskift alle julelys til LED

Jul og hygge er lig med lys – både inde og ude – men de elektriske lys risikerer at koste dig rigtig meget ekstra på elregningen. Hvis du endnu ikke har udskiftet de gamle gløde- eller halogenlyskæder med LED-lyskæder, så få det gjort i år.
- En gammel lyskæde med 90 glødepærer på 3 W, du har tændt hele december, kan ende med at koste dig ca. 450 kr. ekstra på elregningen. Skifter du den ud med en 90 LED-lysdiodekæde på 0,06 W, som du bruger i en tilsvarende periode, svarer det kun til ca. 9 kr. ekstra på elregningen. Investeringen til en ny kæde vil altså nemt kunne betale sig hjem”, fortæller Lisbet Stryhn Rasmussen.


2. Invester i tænd/sluk ure

Med lyssensorer og tænd/sluk ure på julebelysningen bliver det nemt at spare lidt ekstra på strømmen uden den store indsats. Urene kan være indstillet til at slukke lyset om dagen og om natten, når du alligevel er på arbejde, og når alle sover. Nogle julelyskæder har også automatisk tænd/sluk funktion, der kan indstilles.

3. Kog risengrøden under dynen

Du kan også nemt spare på strømmen, når du planlægger og laver julens måltider. Hent inspiration fra mormor og kog eksempelvis risengrøden til risalamanden – og nissen – færdig under dynen. Så risikerer du ikke, at grøden brænder på – og samtidig sparer du på strømmen.

Giv også køleskabet en hjælpende hånd ved at tø juleanden op i køleskabet. Sæt den på køl et par dage før, den skal tilberedes. ”Et kilo kød giver dig en times gratis strøm, og kødet smager bedre, når det bliver tøet langsomt op.

4. Sluk for underholdningsapparater

TV, spillekonsoller og computere står for langt den største post på elregningen – nemlig cirka 40% i gennemsnit pr. husstand. Derfor er det en rigtig god ide at slukke for de apparater, der ikke er brug i løbet af aftenen. Det kan lyde banalt, men generelt er det underholdningsapparater, der står for langt den største del af elforbruget i julen, så husk at minde børnene om at slukke efter brug.

5. Tænk ind i det nye år

Skal der en ny computer eller et nyt fjernsyn under juletræet, kan det være en god ide at være lidt fremsynet. Sørg for at købe en model med minimum energimærke A++, så du kan holde din elregning så lav som muligt i det nye år.