PRESSEMEDDELELSE: AURA Energi tiltræder som ny hovedsponsor for det nu tidligere Team WeBike-CK Aarhus. Danmarks stærkeste DCU-team skifter dermed navn til Team AURA Energi–CK Aarhus.
I den forgangne sæson var det lille aarhusianske DCU-mandskab Team Webike-CK Aarhus et af de mest synlige og succesfulde på de danske landeveje. Og den gode aura kommer også til at skinne på holdet i den kommende sæson.
Energiselskabet AURA Energi blev nemlig torsdag præsenteret som ny hovedsponsor for holdet, der i sidste sæson imponerede alt og alle herhjemme, hvor man kørte lige op med de større danske kontinentalhold med masser af topplaceringer i den hjemlige A-klasse, samlet sejr i Marcello Bergamo Cup og et jysk-fynsk mesterskab til følge. Pressemødet benyttede man også til at præsentere den tidligere U23-danmarksmester, Emil Bækhøj, som ny rytter på holdet. Han skifter fra kontinentalholdet Team Riwal.
Aura Energi har sagt ja til at sponsorere holdet i 2017, der derfor kommer til at hedder Team AURA Energi-CK Aarhus.
- Det giver god mening. Vi er en virksomhed, der er lokalt forankret, men som indtil videre primært har haft fokus på kulturelle sponsorater. Vi synes, at det her hold er drevet af nogle utroligt engagerede folk, der brænder for sporten, og som med deres flotte resultater i sidste sæson, fortalte en rigtig god historie båret på sammenhold og kammeratskab, lyder det fra administrerende direktør i AURA Energi, Carsten Höegh Christiansen.
Formand for CK Aarhus, der er moderklub til DCU-holdet, er naturligvis glad for, at der også i 2017 bliver et aarhusiansk elitehold.
- Det er utroligt vigtigt for os i CK Aarhus, at vi favner hele cykelsporten, og at vi har plads til alle cyklister uanset niveau. Rytterne på A-teamet er gode ambassadører for klubben, både udadtil i pressen og på nettet, men også internt gennem deres store engagement. A-rytterne er forbilleder for vores B&U'er, samt en naturlig del af den daglige træning med klubbens øvrige medlemmer. Noget, der løfter niveauet hele vejen gennem klubben til glæde for alle, lyder det fra Michael Berling.
Teamchef for Team AURA Energi-CK Aarhus, Martin Wang Hjørngaard, klapper også i hænderne:
- Vores mål har været at finde en stærk lokal hovedsponsor med interesse for aarhusiansk elitecykelsport, og som samtidig deler vores vision om fortsat at udvikle teamet. Sådan en sponsor har vi fundet i AURA Energi, siger han og fortsætter: - I 2017 tager hele teamet og vores setup endnu et skridt op af stigen. Her betyder AURA Energi meget, men vores øvrige sponsorer og samarbejdspartnere har alle været med på at opjustere omfanget af vores samarbejde.
I 2017 vil teamet bestå af ti ryttere, imod syv i 2016. Ligeledes er det lykkes os at skabe et budget, hvor vores ryttere ikke selv skal betale for at køre på holdet, hvilket også har været vores ambition.
Læs også nyheden i Stiften, Cykelmagasinet og Feltet.dk