Advarsel mod vildledende telefonsælgere

9. marts 2017

Forbrugerombudsmanden har for nylig i en pressemeddelelse oplyst, at en række mindre el-handelsselskaber har handlet i strid med markedsføringsloven ved at vildlede forbrugerne i forbindelse med opsøgende telefonsalg.

Det har fx været uklart for forbrugerne, om de talte med deres nuværende energiselskab eller en konkurrerende virksomhed, og derfor var ved at skifte energiselskab.

Der har også været eksempler på, at forbrugerne modtog en velkomstmail, når forbrugerne blot havde bedt om yderligere oplysninger fra virksomhederne.

AURAs kunder vildledes

Denne vildledning har mange østjyske el-forbrugere også oplevet for nylig.

Martin Malling Beck, der er kunde hos AURA Energi, oplevede at få en opringning fra en telefonsælger:

- Jeg syntes, det virkede ret underligt. I særdeleshed den måde sælgeren fik det til at lyde som om, at det var en formalitet, der skulle rettes, og at jeg allerede var kunde i selskabet, men blot skulle ændre aftalen til en ny. Hun sagde, at det kun tog 2 minutter at rette aftalen til, og om vi ikke lige kunne klare det med det samme.
- Hun var meget opsat på at lukke aftalen i telefonen, men jeg afviste tilbuddet og kontaktede AURA Energi for at spørge dem til råds. Det viste sig at være en god ide, siger Martin Malling Beck, der i dag er glad for stadig at være kunde hos AURA Energi.

 

 

AURA har ingen underafdelinger

Hos AURA Energi er man rigtig ærgerlig over disse ufine og ulovlige salgsmetoder, da det underminerer hele tilliden til branchen og alle de selskaber, som rent faktisk overholder markedsføringsloven.

- El-markedet er svært nok at finde rundt i for forbrugerne i forvejen, så denne vildledning gavner absolut ikke, siger Michael Mikkelsen, Elhandelschef hos AURA El-handel, og fortsætter:

- Vi får jævnligt opkald fra vores kunder, som fortæller, at de er blevet ringet op af en telefonsælger, der ikke oplyser, hvor der ringes fra eller som påstår, at de ringer fra en såkaldt underafdeling af AURA Energi. Vi har ikke nogen underafdelinger, så det er direkte usandt, hvis en telefonsælger påstår at have en forbindelse til os.

Vil ikke lægge navn til

- Vi blander os meget sjældent i vores konkurrenters salgsmetoder, da det også er vores branchekollegaer, men når vores navn direkte misbruges, må der være en grænse. Vi benytter os slet ikke af opsøgende telefonsalg, så vi vil ikke associeres med andre elselskabers salgsmetoder. 

- Det bedste råd, vi kan give til forbrugerne, er, at man altid skal bede om tilbuddet på skrift, inden man siger ja til noget, slutter Michael Mikkelsen, Elhandelschef hos AURA El-handel.