Den almene boligorganisation ALBOA og det lokale energi- og fiberselskab AURA er gået sammen for at sikre ALBOAs beboere mulighed for at lade deres elbiler. Over en årrække skal alle ALBOAs afdelinger have mulighed for at få opstillet ladestandere.
"I vores strategi har vi fokus på den grønne omstilling, og vores beboere har efterspurgt muligheden for at oplade deres elbiler. Vi har derfor været på udkig efter en samarbejdspartner på området. Og da vi allerede har et godt samarbejde med AURA omkring fiber og el, var det oplagt at gå i dialog med AURA," siger Peter Hebroe, direktør i ALBOA og fortsætter:
"Vi vil ikke selv være ladeoperatør, og derfor gav AURAs tilbud om at opsætte, installere og drifte ladestanderne, som en del af selskabets ladenetværk rigtig god mening for os."
Hos AURA sætter de også stor pris på samarbejdet med ALBOA, blandt andet i kraft af, at man arbejder ens på mange områder, fordi begge organisationer er styret ved forbrugerdemokrati.
"Vores investering i et offentligt tilgængeligt ladenetværk er en investering i den grønne omstilling, men det er også en investering i vores lokalområde. Lokalområdet - herunder ALBOAs boliger - bliver endnu mere attraktive og fremtidssikret med ladestandere," siger Louise Frøstrup Christensen, forretningschef i AURA.
Som en del af samarbejdet har de to selskaber sammen søgt og fået tilskud fra Bolig- og planstyrelsen til etablering af ladestandere.
I første omgang har seks afdelinger fået mulighed for at gøre brug af tilskuddet, og herefter har beboerdemokratierne i fire afdelinger besluttet, at de ønsker at gøre brug af tilskuddet. De fire afdelinger er Torvevænget og Østerby Allé i Tranbjerg, Vejlby Vest, Søndervangen i Viby og Byagerparken i Beder.
På Torvevænget og på Østerby Allé i Tranbjerg har AURA opstillet i alt 16 ladestandere, som er klar til brug.
"Det er supergodt at få ladestandere op i vores afdelinger. Behovet for at lade elbiler er ikke så stort endnu, vi har måske 4-5 elbiler i begge afdelinger, men der er ingen tvivl om, at det kommer. Vi glæder os over, at afdelingerne bliver fremtidssikret, så vi er klar, når elbilerne kommer," Lars Skovgaard, varmemester i Tranbjerg-afdelingerne.
"Vi synes, det er dejligt at være kommet godt i gang med aftalen, og glæder os over, at de første ladestandere er taget i brug af ALBOAs beboere. Vi ser frem til at sætte endnu flere op i de næste afdelinger," siger Louise Frøstrup Christensen.
Ladestanderne er åbne for offentligheden og kan således bruges både af beboerne og gæster i området. Ladestanderene kan benyttes med Spiiri Go appen.