Den gode energi kommer fra fællesskabet – og det er da værd af fejre. Det mener energi- og fiberkoncernen AURA, som med deres nye kampagneunivers gør kunder og andelshavere opmærksomme på, at de faktisk er med til en fest af et fællesskab.
Kampagnen, som blev sat i søen i starten af juni, hylder hverdagsfesten og andelstanken, som AURA mener er en fest af et fællesskab.
”Vi ved fra forskellige undersøgelser, at alt for få af vores andelshavere faktisk ved, at de er andelshavere og dermed medejere. Det, synes vi, er en skam, fordi vi kun kan gøre den forskel, vi gør, for lokalområdet, for den grønne omstilling og for andelshavernes hverdag netop, fordi de er andelshavere og en del af fællesskabet,” fortæller Claus Blem Jensen, kommunikationschef i AURA.
Under overskriften ”Festen du ikke anede, du var med til – og du er endda æresgæsten”, hylder AURA de små festlige øjeblikke i hverdagen, som AURA sammen med sine ejere har gjort mulige. Kampagnen består blandt andet af en festsang, som vi kender dem fra Moster Odas 70-års fødselsdag, som hylder fællesskabet og andelsbevægelsen. Dertil kommer en kampagnefilm med en diskotoast, som et eksempel på den lille hverdagsfest.
De foreløbige resultater af kampagnen viser, at andelshaverne har taget positivt imod det festlige budskab med god interaktion på kampagnens elementer. Mange vil gerne vide mere om, hvad en fest af et fællesskab betyder for dem.
Andelshaverne kan bruge deres demokratiske ret
Til efteråret har AURA valg til selskabets øverste myndighed, repræsentantskabet. Her har selskabets andelshavere mulighed for at få indflydelse på det selskab, som de er medejere af.
”Derfor er det ekstra vigtigt, at andelshaverne ved, at de er ejere, så de gør brug af deres mulighed for at stille op og stemme til repræsentantskabet. De kan være med til at påvirke den strategiske retning for AURA fire år ud i fremtiden, og dermed være med til at bestemme hvordan (fest)kagen skal skæres,” siger Claus Blem Jensen.
Fest-kampagnen er blevet til i samarbejde med det aarhusianske bureau Campfire & co.
“Det har været en stor fornøjelse for os at samarbejde med AURA omkring kampagnen. Andelstanken er jo i sin kerne meget sympatisk og omfavnende, så det er ærgerligt, hvis man som andelshaver slet ikke er bekendt med sine gode muligheder for at få indflydelse. Opgaven er her at gøre det vedkommende og i øjenhøjde. Og vi som bureau begejstres jo, når kampagner har et stærkt medieaftryk, hvor mange kanaler tages i spil. Vi synes, at festen som et fællesskab er en stærk motor for kampagnen - og festen har været sjov at brede ud på tværs af medier,” siger Pernille Nymann, adm. direktør i Campfire & co.
Kampagnen afvikles på SoMe, outdoor, display og digital lyd.
Læs mere på aura.dk/fest
Om andelsselskabet AURA
AURA en energi- og fiberkoncern med base i det østjyske. AURAs andelshavere har alle en elmåler fra datterselskaber Dinel, og de bor i et geografisk område fra Hinnerup i nord til Ry i vest, Horsens Fjord i syd og Norsminde i øst.
Som andelsselskab er selskabets vigtigste opgave at skabe værdi for ejerne og lokalområdet, hvilket blandt andet har udmøntet sig i en ambition om at være drivkraft for bæredygtighed og grøn omstilling.