Igen i år skal AURA Energi som officiel energipartner hjælpe Smukfest i Skanderborg med at sikre, at festivalen sætter et grønt aftryk i bøgeskoven.
Når der endnu engang er fest i bøgeskoven ved Skanderborg den 7. - 11. august 2019 bliver det for andet år i træk med AURA Energi som officiel energipartner. Smukfest og AURA Energi har valgt at forlænge deres samarbejde i yderligere tre år for sammen at styrke festivalens bæredygtighed.
"Vi glæder os over at kunne fortsætte vores gode samarbejde med AURA Energi. Vi ønsker blandt andet at mindske vores CO2-aftryk, og her er AURA Energi en vigtig samarbejdspartner, idet de har en ekspertise og en know-how, som vi i høj grad kan drage nytte af," siger Kasper Sandfeldt Bjergbæk, kommerciel chef hos Smukfest.
Også hos AURA Energi er der tilfredshed med den nye aftale:
"Vi forventer os meget af samarbejdet med Smukfest, som jo er kendt for deres gode og innovative tiltag og samarbejder. Hos AURA har vi i vores strategi fokus på bæredygtighed og innovation, og netop derfor synes vi, at der er et godt match mellem os og Smukfest. Festivalen er ét stort community, hvor 53.000 mennesker samles i otte døgn. Det vil vi bruge til at samle inspiration, og vi har mulighed for i de kommende år at afprøve nye innovative og bæredygtige tiltag i dette relativt lukkede miljø," siger Carsten Höegh Christiansen, adm. direktør i AURA Energi.
AURA Energi opstiller i samarbejde med Telia en række mobilladestandere forskellige steder på festivalen. Her har gæsterne mulighed for at lade deres mobiltelefoner op samtidig med, at de lader sindet op og får en pause.
Desuden udlåner AURA Energi to af sine AURA Delebiler til festivalens frivillige elektrikere. Delebilerne er elbiler, der kører på dansk vindmøllestrøm, og er således med til at sikre, at de frivillige elektrikere kan komme rundt backstage på festivalen på en bæredygtig måde.
"Festivalens mange frivillige elektrikere yder et stort bidrag til glæde for fællesskabet, og samtidig er de interessante for os som potentiel kommende arbejdsplads. Derfor er vi glade for at få mulighed for at hjælpe dem - og samtidig sikre dem en bæredygtig transportform," siger Carsten Höegh Christiansen.