AURA Entreprise laver intelligent lys til Galten Skatepark

23. november 2016

Pressemeddelelse: Crowdfunding overgår alle forventninger. I kombination med en unik samarbejdsaftale med AURA Energi er disse donationer nu med til at sikre lys på Galten Skatepark.

I løbet af blot 42 dage er der indkommet 38.790 kr. i private donationer til lys på Galten Skatepark. Målet var 30.000 kr., hvilket blev nået allerede efter en måned. Nu hvor der er lys forude, fortsætter initiativtagerne den succesfulde indsamling. Hvis der bliver overskud, går det til bænke omkring den længeventede skatepark.

Fakta:

Galten Skatepark:
1100 m2 beton
Bygherre:
Skanderborg Kommune
Hovedentreprenør:
Wonder Concrete ApS
Lys:
AURA Energi
Hovedrådgiver:
byMUNCH – by- og landskabsdesign ApS
Design af skateanlægget:
Glifberg – Lykke
Anlægssum:
Ca. 2,5 millioner kroner

Lys har altid været et stort ønske blandt kommende brugere af skateparken, men det var ikke en del af det oprindelige anlægsbudget på 2,5 mio. kr. Derfor tog en gruppe Galtenborgere initiativ til at afprøve crowdfunding.

”Det er gået over al forventning. Blandt 55 funders er to gået foran med en donation på hver 10.000 kr. men ellers er der helt ned til en tyver, ”siger Kristian Skovhus, der er bestyrelsesmedlem i Projektforum Galten Skovby og fortsætter: ”Lys fra fem master er vigtigt for at kunne skate efter solnedgang, og så fremhæver det parkens kvaliteter. Lyset er også med til at sikre et trygt miljø for alle på Bytoften efter mørkets frembrud.”
”I hård konkurrence med mange andre populære indsamlingsemner frygtede vi en vis tilbageholdehed. Det er heldigvis ikke sket. Opbakningen har været overvældende, og der er plads til mere begejstring. Først 30. november udløber fristen, hvor alle kan tegne sig for store som små beløb.”
”Bag resultatet på crowdfunding-potalen Booomerang.dk gemmer sig to ’hemmelige beløb’, så det kan hænde at beløbet bliver endnu højere.”

AURA støtter lokalsamfundet

Crowdfunding er blevet suppleret af en favorabel samarbejdsaftale med AURA Energi, som leverer professionel belysning skræddersyet til Galten Skatepark.

”Projektet er rigtig godt for lokalsamfundet og børn og unge i Galten-området, så vi er glade for at kunne være med til at realisere skateparken. En god belysning er helt afgørende for brugernes oplevelse. Vi håber, at alle i Galten vil få stor glæde af den nye park i mange år fremover,” fortæller Thorkild Videbæk, Kommerciel direktør i AURA Energi.

”Folkene bag skateparken har vægtet kvalitet og et lavt energiforbrug højt. Vi skaber her en innovativ og state-of-the-art-løsning, der bygger på den nyeste teknologi inden for belysning. Systemet bygger på en intelligent styring, så lysene kun er fuldt tændt om aftenen, hvis der er aktivitet på banen,” tilføjer Asbjørn Winther, Projektleder hos AURA Installation.

Ni mand fra Wonder Concrete knokler med at færdigbygge skateparken, som bliver den bedste af sin art og størrelse i Østjylland. Afhængig af vejret forventes betonarbejdet færdigt i midten af december. Derefter følger finish og tilretning af omgivelserne. Galten Skatepark bliver indviet med et større opvisningsprogram til foråret.