I efteråret havde den østjyske energi- og fiberkoncern AURA valg til repræsentantskabet, og det nyvalgte repræsentantskab har været samlet for at vælge de 11 medlemmer til den nye a.m.b.a.-bestyrelse. Bestyrelsen har nu konstitueret sig selv, og resultatet blev, at AURA har fået ny formand.
Ny bestyrelsesformand er advokat Lars Broni, mens den hidtidige næstformand Peter Rønne fortsætter på posten. Lars Broni har siddet i AURAs bestyrelse siden fusionen i 2014, en periode også som næstformand, så han er ganske velkendt med AURA.
”Jeg synes, vi har fået valgt en bestyrelse med meget stærke og forskellige kompetencer, og jeg glæder mig til at stå i spidsen for det arbejde, som der ligger foran bestyrelsen i de kommende år. Vi skal have formuleret en ny koncernstrategi, samt fulgt op på implementeringen af de mange strategiske initiativer, der blev sat i søen i den forgangne periode,” siger Lars Broni.
Tre nye bestyrelsesmedlemmer
Repræsentantskabsvalget medførte 41 nye medlemmer af det 94 personer store repræsentantskab, og herfra var der stor interesse i at stille op til bestyrelsen. Således var der 27 kandidater, som repræsentantskabsmedlemmerne kunne stemme på, og det endte med ni genvalg og to nyvalg, da stemmetallene til bestyrelsesvalget blev opgjort.
Derudover er der to medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, hvoraf en er nyvalgt.
Helt nye er således Louise Overvad Jensen og Mads Madsen, samt medarbejdervalgte Thomas Holm, og da bestyrelsen fremover i forbindelse med vedtægtsændringer er slanket med to personer, betyder det, at fire tidligere bestyrelsesmedlemmer er udtrådt.
”AURA er en meget sund koncern, med en stærk økonomi, dygtige medarbejdere samt en opdateret og konkurrencedygtig kritisk infrastruktur. Vi står med en nøgleopgave i den grønne omstilling, og det skal vi lykkes med,” siger Lars Broni.
Lars Broni erstatter som formand Henning Kruse, der fortsætter som medlem af bestyrelsen.
”Jeg ser frem til samarbejdet med den nye bestyrelse om yderligere at styrke og udvikle AURA koncernen. Vi står et godt sted, men vi må ikke stå stille. Med både kontinuitet og helt friske øjne i bestyrelsen kan vi nu tage de næste spændende skridt,” lyder det fra Carsten Höegh Christiansen, administrerende direktør i AURA.
Den nye bestyrelse for AURA a.m.b.a.:
Lars Broni, formand
Peter Rønne, næstformand
Bjørn Kristensen
Claus Ørnbjerg Christensen
Henning Kruse
Ivan Dybvad
Jette Schmidt Buch, medarbejdervalgt
Karen Lebeck
Lars Kreutzfeldt Rasmussen
Louise Overvad Jensen
Mads Madsen
Susanne Lee Jørgensen
Thomas Holm, medarbejdervalgt