Ann-Sofie Faaborg fra Hørning blev fiberkunde nr. 50.000 hos AURA, da familien den 21. august 2024 blev koblet på AURAs fibernetværk. Dermed får de ligesom en lang række andre østjyder mulighed for at benytte sig af de mange muligheder fibernettet giver for lynhurtig og stort set ubegrænset brug af internettet, streaming af TV, gaming og alt muligt andet, der i dag er en del af de digitale tilbud, danskerne kan benytte sig af.
Med kunde nr. 50.000 har AURAs fiberforretning nået en markant strategisk og kommerciel milepæl, som blev sat da man i sin tid besluttede sig for at investere i udbygning og udrulning af fibernet i det østjyske.
”Vi er naturligvis ganske godt tilfredse med at nå den vigtige milepæl med 50.000 fiberkunder. Det betyder en kundepenetration på omkring 50%, hvilket er ganske godt for branchen. For nu at sige det lidt beskedent,” siger Claus Frank Sørensen, fiberdirektør i AURA.
Fibernet siden 2005
De første fiberkunder kom på AURAs fibernet i 2005, og særligt i de senere år har optaget af nye fiberkunder været stærkt stigende, godt hjulpet på vej af behovet for sikker og ukompliceret netadgang i forbindelse med hjemmearbejde under corona.
”Jeg er stolt over, at vi har nået den milepæl. Og der skal lyde en stor ros og tak til vores medarbejdere for at nå dette resultat. Et resultat som i øvrigt kun i de allermest optimistiske scenarier blev drøftet i forbindelse med beslutningen om at udrulle fibernet i Østjylland,” siger Carsten Höegh Christiansen, administrerende direktør i AURA koncernen.
AURA dækker et område på godt 100.000 adresser i Østjylland, og tilbyder fibernet til alle selskabets andelshavere.
For nuværende er det muligt at få internet på AURAs fibernetværk fra Waoo, Fastspeed og AURA FiberXL.
Men fibernettet udbygges fortsat, da flere og flere andelsforeninger og boligforeninger skifter til AURA, og med de kommende muligheder for at vælge mellem endnu flere indholdsleverandører, forventer fiberdirektøren en fortsat solid fremgang i kundeoptaget.
”Vi har fortsat en meget høj kundetilgang, og jeg er overbevist om, at vi kan fastholde den gode tendens med sorte tal på bundlinjen og fortsat vækst, når vi indenfor den kommende tid kan byde flere indholdsudbydere velkommen på vores netværk med deres internet og tv-produkter. Det vil vores andelshavere helt sikkert tage godt imod,” siger Claus Frank Sørensen.
Mest klimavenlige teknologi til håndtering af data
AURA ønsker at være en regional drivkraft for den grønne omstilling og digitalisering, og har en ambition om at have Østjyllands bedste digitale infrastruktur. I forhold til energiforbrug viser en dansk undersøgelse fra 2022, at fibernettet er den meste klimavenlige form for håndtering af data på nettet.
AURA leverer fiber til såvel private som erhvervskunder samt til andels- og boligforeninger.