FORSKNING OG UDVIKLING: Der er store energibesparelser og korte tilbagebetalingstider at hente for de tunge industrivirksomheder, der anvender dampanlæg og dampsystemer i deres produktion. Det viser nyt europæisk forskningsprojekt med deltagelse fra AURA Rådgivning, som netop er afsluttet.
Fødevareproducenter, papirfabrikker og dampvaskerier i Danmark har én ting til fælles. De anvender alle store dampanlæg i produktionen, der har et voldsomt energiforbrug. I forskningsprojektet STEAM UP har der været fokus på, hvordan disse virksomheder kan optimere energiforbruget i dampanlæggene til gavn for både økonomi og miljø.
I forbindelse med projektet har AURA Rådgivning kortlagt ti danske virksomheders brug af damp og undersøgt mulighederne for energioptimering. Seniorrådgiver Claus Götke er manden, der har foretaget energiscreeningerne hos virksomhederne. Hans erfaring er, at der i Danmark er en stor bevidsthed omkring at vedligeholde og energioptimere på dampanlæggene og substituere dampen med fjernvarme, hvor det er muligt. Men han erfarer også, at der stadig er store energibesparelser at hente hos de fleste virksomheder.
”Damp er dyrt, og der kan være et stort energitab i dampsystemer. Når vi foretager en energiscreening, starter vi altid med at kortlægge virksomhedens brug af damp og nødvendigheden og behovet for at bruge denne opvarmningsform. Derefter kigger vi på om dampanlægget kan optimeres eller substitueres i forhold til den aktuelle produktion og de pladsmæssige forhold”, fortæller Claus Götke.
En af de virksomheder, der har fået stor værdi ud af at være med i STEAM UP, er Ardo beliggende på Sydsjælland. Virksomheden producerer fødevarer på frost og har et stort dampanlæg i deres produktion. Her har AURA Rådgivning fundet frem til, at energiforbruget kan reduceres årligt med omkring 1.900.000 kWh. Den store energibesparelse betyder, at udgifterne kan betale sig hjem på kun ca. 1 år.
”Det er meget tilfredsstillende og lidt overraskende”, siger Claus Götke.
Hos Skjern Papirfabrik har man været i gang med at planlægge og implementere tiltag på dampanlæggene, før projektet startede. Her har AURA blot været behjælpelige med beregningerne på, hvor stor den samlede energibesparelse af tiltagene ville være, hvilket er omkring 1.200.000 kWh. Mange af de andre virksomheder er ligeledes i fuld gang med at iværksætte optimeringstiltag.
Besparelsespotentialet hos de ti virksomheder, hvor der er foretaget energisyn, ligger i alt på omkring 5.700.000 kWh. Tilbagebetalingstiden på de anviste investeringer svinger mellem 1-3 år.
Med baggrund i selve energioptimeringen har virksomhederne også oplevet andre store sidegevinster – de såkaldte non energy benefits (NEB). Det kan fx være færre forbrændinger på damprør, reduktion af kemikalier og et fald i antallet af vedligehold og tilsyn på anlæggene. Det gør kun business-casen endnu bedre for virksomhederne, mener Claus Götke.
”Disse sidegevinster kan være svære at sætte kroner og ører på, men det har en stor driftsmæssig værdi for en produktionschef”, siger han.
Hele STEAM UP-projektet har også bidraget med masser af ny viden til de energirådgivere og produktionsansvarlige, der arbejder med damp i Danmark. I løbet af projektperioden har der været afholdt to damp-kurser i henholdsvis Aalborg og Odense. Kurserne har opgraderet deltagernes viden om dampoptimering, så flere er bedre klædt på til at gå på jagt efter energibesparelser.
AURA Rådgivning har i projektet samarbejdet med Yourenergy, Harald Karlsen Rådgivning, Spirax Sarco, Ari Armaturen og BKU Consult.
10 deltagende virksomheder fra Danmark: MidtVask, HOCO, Fynbo Foods A/S, Lantmännen Schulstad A/S, Stryhns A/S Langeland, Ardo A/S, Stryhns A/S Gråsten, Stryhns A/S Roskilde, De Forenede Dampvaskerier og Elvirasminde.
Total energiforbrug blandt virksomhederne: 28.700.000 kWh
Total energiforbrug (damp): 23.200.000 kWh
Total besparelsespotentiale: 5.710.000 kWh
Potentialet vurderes til at være omkring 55.600.000 kWh i den tunge industri over hele Europa.