AURA siger tak for nu til Galten

Siden 1981 har der været elselskab på Smedeskovvej i Galten. AURA samler nu aktiviteterne i Viby, men vil fortsat være til stede i lokalområdet, lyder det fra energiselskabet.

Galten Elværk så dagens lys 8. maj 1913. Først med adresse på Elværksvej, senere også på Torvet, og i 1981 rykkede elværket så til spritnye lokaler på Smedeskovvej 55. I 2014 fusionerede Galten Elværk med Brabrand Elselskab, Viby Elværk og Østjysk Energi og blev til det, der i dag er AURA. Placeringen på Smedeskovvej holdt ved, og der har energiselskabet haft kontorer, kundeservice og reception i mere end 40 år.

Som led i et strategisk ønske om at samle og styrke AURA rykker alle medarbejderne i Galten nu til Viby, hvor energiselskabet allerede har til huse i Viby Elværks tidligere lokaler ved Viby Torv.

Stadig en del af lokalsamfundet
Den fysiske flytning af medarbejderne ændrer dog ikke på tilknytningen til lokalsamfundet i Galten.

”Selvom vi flytter vores kontor, så er vi en lige så stor del af Galten, som vi altid har været. Vi støtter en række lokale foreninger både i Galten, Skovby, Stjær og andre lokalsamfund, ligesom vi selvfølgelig fortsat har vores mange tusinde andelshavere i Galten. Mange af vores dygtige medarbejdere bor også stadig i Galten.”, understreger Mette Marie Ostenfeld, direktør for Energi & Installation i AURA.

Som andelsselskab er AURA ejet af sine mere end 113.000 andelshavere i det østjyske, heriblandt også borgere bosat i og omkring Galten.

En styrket position
Årsagen til, at AURA rykker fra Smedeskovvej, er ambitionen om at samle medarbejdere og sikre et stærkere energiselskab, der kan forsyne kunderne med strøm, internet og ladebokse mange år frem endnu.

”Konkurrencen i energibranchen er hård, så hvis vi vil stå endnu stærkere, så har vi brug for at samle vores aktiviteter. Det gør vi ved i første omgang at samle medarbejderne fra Galten og Viby. I løbet af få år er det planen, at vi har et nyt, stort domicil. Vi tager selvfølgelig værdierne fra de tidligere lokalselskaber med os, og Galten vil altid have en særlig plads i vores hjerte”, siger Mette Marie Ostenfeld, der gerne vil benytte lejligheden til at takke alle i Galten for de gode år i byen.

AURAs reception på Smedeskovvej har haft sidste åbningsdag. Ønsker man som AURA-kunde rådgivning, kan man fremover kontakte AURA på tlf. 8792 5555 eller henvende sig i receptionen på Skanderborgvej 180, 8260 Viby J.