AURA vinder kæmpe udbud fra Aarhus Kommune

Det bliver østjyske AURA, der minimum de næste fire år skal sikre, at gadelyset fungerer, som det skal i Aarhus Kommune.

Aftalen, der er en integreret drifts-, vedligehold- og anlægsaftale, træder i kraft 1. juli 2025, og med 60.000 lyspunkter er der tale om Danmarks største driftsaftale af vejbelysningsanlæg målt på antal lyspunkter.

”Vi er naturligvis rigtig godt tilfredse med aftalen, der med afstand er den største opgave på gadelys for AURAs installationsafdeling historisk set. Vi har gennem flere år haft et godt samarbejde med Teknik og Miljø i Aarhus Kommune omkring anlægsprojekter, derfor glæder vi os meget til også at samarbejde om driften af anlægget,” siger Jesper Almosetoft, projektleder i AURAs afdeling for Udelys.

Modsat tidligere er der denne gang tale om en rammeaftale, hvor både anlæg, drift og vedligehold af kommunens gadelysanlæg falder ind under, og ifølge de tilbagemeldinger Jesper Almosetoft har fået fra såvel Teknik og Miljø som deres eksterne rådgiver, har det haft stor betydning, at AURA har en overskuelig, simpel og agil organisation, hvor administration ikke fylder unødigt meget. Det giver nemlig mulighed for at kunne agere hurtigere, klogere og mere omkostningsbevidst.

Lokalt funderet med masser af erfaring

AURA har i forvejen driftsaftaler på gadelys med Skanderborg, Odder, Norddjurs, Syddjurs, Silkeborg, Billund og Ikast-Brande kommuner, og netop den store erfaring på området samt det at være lokalt funderet med egen lagerkapacitet har betydet noget i udvælgelsen. 

”Der er ingen tvivl om, at vores lokale tilstedeværelse, også hvad angår lagerkapacitet, betyder meget. I aftalen er der lagt vægt på, at vi har forsyningskæderne på plads og derfor ikke skal køre unødigt for at løse opgaven. Det er både godt for miljøet og for at mindske trængslen på vejene,” understreger Jesper Almosetoft.

I AURA har arbejdet med udbudsaftalen for Teknik og Miljø har været undervejs i et halvt års tid, indtil det endelige bud blev afsendt.

”Internt i AURA har vi haft en rigtig god proces, hvor vores analyser at såvel opgavens omfang som vores interne ressourcer er blevet vendt. Inden for det seneste halvandet år har vi vundet fire store driftskontrakter, og jeg er ikke i tvivl om, at vores medarbejderes erfaring og vores vedholdende fokus på bæredygtighed har haft en væsentlig betydning i alle disse udbud,” lyder det fra Jesper Almosetoft, der nu skal i gang med at hente flere dygtige medarbejdere ombord.

”Vi skal ud at investere i 6-7 nye medarbejdere. Vi er allerede godt i gang, men langt fra færdige med den opgave, så jeg hører meget gerne hvis en eller anden skulle være interesseret. Derudover skal vi også investere i et par kurvebiler og nogle servicebiler.”

Aftalen træder i kraft 1. juli 2025 og løber i fire år med yderligere optioner på to gange et år.