PRESSEMEDDELELSE: Den velgørende organisation Helping Hand fra Brabrand inviterer lokale børn og unge til en fodboldturnering, som skal skaffe penge til en fodboldskole for piger i en flygtningelejr i Betlehem. For at få arrangementet stablet på benene har foreningen fået et sponsorat af det lokale energiselskab AURA Energi.
Et barn er født i Betlehem, sådan lyder den kendte salme. De børn som i dag bliver født og lever i Betlehem, har det ikke altid godt, thi nogle af dem vokser op i flygtningelejre. Derfor har de ikke samme adgang til uddannelse, sportsaktiviteter, leg og udvikling, som danske børn har det.
Derfor arbejder Helping Hand, en dansk non-profit organisation, med at hjælpe de palæstinensiske børn og opfylde nogle af deres basale rettigheder. Søndag den 17. december afholder foreningen en fodboldturnering på Rundhøjskolen for at skaffe penge til at starte en pigefodboldskole op i Dheisheh flygtningelejr i Betlehem i Palæstina.
Med støtte fra det lokale energiselskab AURA Energi fik foreningen stablet arrangementet på benene til glæde for lokale børn og for børnene i Betlehem.
”Det motiverer alle vores medlemmer til at bidrage endnu mere med deres frivillige arbejde for sårbare børn, når vi får sådan en donation, som vi har fået fra AURA. Det betyder rigtig meget for os, at selskabet tage en socialt ansvar på den måde”, siger Gihad Kaaouach, frivilligkoordinator i Helping Hand.
Læs mere om fodboldturneringen og Helping Hand
”Vi støtter gerne frivillige organisationer, som gør et godt stykke arbejde for at hjælpe andre. Og historien om at børn spiller fodbold for andre børn, som ikke har nær så gode kår, er fuld af god energi”, siger Thorkild Videbæk, kommerciel direktør i AURA Energi.
Over 20 foreninger har inden for de sidste par uger fået besked om, at de kan få glæde af AURA Energis sponsorpulje. AURA Energi har samlet set i løbet af det seneste kvartal uddelt over 150.000 kr. til foreninger og klubber.
”Vi ønsker med vores sponsorater at give noget tilbage til vores lokalområde, og styrke de lokale fælleskaber. Vi uddeler sponsormidlerne i overensstemmelse med vores værdier om åbenhed, ansvarlig og proaktivitet, og med udgangspunkt i vores ståsted som andelsejet virksomhed”, siger Thorkild Videbæk.
I 2018 vil AURA Energi uddele sponsorater flere gange i løbet af året. Foreninger i lokalområdet kan søge om støtte til alt fra nye trøjer, sociale arrangementer og kulturelle begivenheder. Ansøgningerne foregår vi aura.dk.