I november 2020 deltog AURA som en af tre danske virksomheder i Aarhus Universitets case-konkurrence AU Challenge Case Competition med en case. Vinderne blev Kamilla Weis, Ed Norval og Kenneth Weis, hvor de præsenterede deres ide med at genanvende elbilsbatterier som lokale fællesbatterier.
Udover de 10.000 kr. i førstepræmie fik vinderne også en mulighed for at arbejde videre med deres idé i virksomheden. På grund af Corona-nedlukning har det først været muligt at ’indløse’ den del af præmien nu, så i sidste uge har vi haft vinderteamet på besøg hos AURA.
”Genanvendelsen af elbilsbatterier til lokale fællesbatterier har et meget stort potentiale dels i forhold til at afhjælpe kogespidsen, som er det tidspunkt på dagen, hvor danskerne bruger mest strøm, og dels i forhold til den reelle problematik om disse batteriers miljøbelastning efter brug. Af gode grunde har vi ikke en lang historik omkring brugte elbilsbatterier, men problematikken er åbenlys. Derfor er den her idé overordentlig interessant,” siger Anders Sahl Hansen, innovationschef i AURA Energi.
’Kogespidsen’ er allerede nu et kritisk element for det danske elnet, og med den øgede elektrificering af samfundet, herunder den meget store udbredelse af elbiler, bliver den udfordring ikke mindre.
”Hvis vi kommer frem til at udtjente elbilsbatterier, kan hjælpe os gennem en mere bæredygtig løsning på den grønne omstilling, er det virkelig et scoop,” siger Anders Sahl Hansen.
AURA har opfordret vinderteamet til at arbejde videre med deres idé, og vi har lovet opbakning og støtte i den kommende proces.