AURA Energi har ekstraordinært afsat en pulje på 1 million kroner, der skal hjælpe foreninger og aktiviteter blandt koncernens andelshavere, der er kommet i klemme på grund af Corona-situationen.
”En væsentlig del af sammenhængskraften i et lokalområde udgøres af foreningerne og lokale initiativer, og mange af dem er blevet kraftigt udfordret på deres eksistens af Corona-pandemien og konsekvenserne af denne. Når vi kommer ud på den anden side af den nuværende situation, har vi mere end nogensinde brug for at lokalsamfundene sprudler og fungerer, og derfor rækker vi ud og hjælper i det omfang, vi kan,” siger Carsten Höegh Christiansen, adm. direktør i AURA Energi.
Gennem mere end 100 år har AURA som lokalt andelsejet selskab været optaget af at skabe værdi for vores andelshavere rundt om i de forskellige lokalsamfund.
”Vi ønsker at understøtte bæredygtige lokalsamfund, og det skal forstås helt bredt. En del af at være bæredygtigt lokalsamfund er et aktivt foreningsliv, og at de fællesinitiativer, man tager lokalt, har mulighed for at blive realiseret. Der er rigtig mange spændende, inspirerende og værdiskabende aktiviteter med stor lokal opbakning, som lige nu risikerer at forsvinde. Vi synes, vi har et ansvar for at hjælpe, også i den situation,” siger Allan Werk, bestyrelsesformand i AURA Energi.
Ansøgninger til AURAs Corona-hjælpepakke kan indsendes allerede nu. Du kan også læse mere om kriterierne for AURAs Corona-hjælpepakke.
Sidste ansøgningsfrist til AURAs Corona-hjælpepakke er 4. juni, og i ugen op til Sankthans vil vi offentliggøre, hvem der får glæde af midlerne i puljen.
AURA har en lang tradition for at for at understøtte det lokale foreningsliv, blandt andet bruger vi knap 500.000 kroner om året på at støtte kulturelle, sociale og sportslige initiativer og aktiviteter blandt vores andelshavere gennem AURA Lokalværdipulje.
Denne pulje fortsætter som hidtil, og vi har allerede fået mange ansøgninger til dette halvårs Lokalværdipulje.
Læs mere om AURAs Lokalværdipulje
Ansøgningsfristen til AURA Lokalværdipulje er 28. maj.