PRESSEMEDDELELSE: Fibernettet er populært hos danskerne og de danske virksomheder, der kobler sig på det lynhurtige fibernet i stadig større grad.
Energistyrelsens seneste opgørelse fra 2018 viser, at mere end 600.000 husstande og virksomheder i dag er koblet på og er daglige brugere af fibernettet, og det er der mange gode grunde til.
Den teknologiske udvikling går hurtigere end nogensinde, og den digitale forandring er i gang over hele landet, hvor Skype, Netflix, Dropbox, gaming og streaming af film og tv-serier samt en lang række andre digitale tjenester og muligheder på rekordtid er blevet en del af danskernes hverdag. For at få det fulde udbytte af alle disse er stabile og hurtige bredbåndsforbindelser en nødvendighed.
Fibernettet er endvidere en forudsætning for den kommende udbredelse af 5G netværket, som ifølge TDC vil være tilendebragt allerede i slutningen af 2020.
Fiberpuljen minimerer omkostning
Store dele af AURAs forsyningsområde i Østjylland er allerede velforsynet med fibernet, fordi energiselskaberne de seneste 10-15 år har været fremsynede og investeret i udrulning af fibernet til stort set alle lokalsamfund – mindre såvel som større. Men der er stadig sorte huller på landkortet, som endnu ikke har fået koblet sig til fremtidens teknologi, og derfor etablerede AURA Energi ved årsskiftet AURA Fiberpulje.
Fiberpuljen gør det muligt for alle AURAs andelshavere at blive tilsluttet fibernettet for et symbolsk beløb på 495 kroner - også selv om etableringsomkostningerne i de tyndt befolkede områder normalt vil være betydeligt højere.
”Vi har som andelsselskab en vision om skabe andelshaverværdi, og en af de helt konkrete måder at gøre det på, er at understøtte udbredelsen af fibernettet, også til de andelshavere, der tidligere har haft ret store omkostninger ved tilslutning på grund af stor afstand fra fiberen ude i vejen og ind til ejendommen. Med hjælp fra AURA Fiberpulje, bliver de omkostninger væsentligt minimeret,” siger Carsten Höegh Christiansen, adm. direktør i AURA Energi.
Fibernet forøger boligens værdi
En undersøgelse foretaget af Dansk Energi og Landdistrikternes fællesråd viser, at 90 procent af de 41 adspurgte landdistriktskommuner understreger, at hurtigt bredbånd er vigtig for at understøtte erhvervsudviklingen i kommunen, og tidligere undersøgelser på boligsiden.dk har vist, at adgang til fibernet og gode internetforhold er et væsentligt parameter ved boligkøb.
”Vital infrastruktur, som fibernettet er, er en nødvendighed for at udvikle og fremtidssikre vores samfund, og i AURA Energi har vi en målsætning om, at vi bliver blandt de første energiselskaber, der kan tilbyde fiber til alle,” understreger Carsten Höegh Christiansen.
Der er omkring 1700 husstande i AURAs dækningsområde, der er berettiget til støtte fra AURA Fiberpulje, og på aura.dk kan man se, om ens ejendom er omfattet af mulighederne for at søge. Der har hidtil været så stor interesse for AURA Fiberpulje, at fristen for ansøgning er flyttet to måneder, så interesserede andelshavere nu har frem til 31. maj til at ansøge om midler fra AURA Fiberpulje, via hjemmesiden aura.dk.