PRESSEMEDDELELSE: Viby: Efter næsten 60 år på samme adresse er det i løbet af de næste par måneder slut med at købe hårde hvidevarer og belysning i El-Salg/Lyspunkt-butikken på Skanderborgvej 180.
Når varelageret er solgt ud, drejer butikschef Jens Gamborg og hans medarbejdere nemlig nøglen om og lukker ned. Butikken, der er ejet af AURA Energi, lukker som led i en ny koncernstrategi. I stedet kommer lokalerne derfor til at rumme et nyt og moderne besøgscenter.
”Vi har i vores nye strategi, som netop er godkendt af bestyrelse og repræsentantskab, lagt mere vægt på bl.a. innovation og bæredygtighed, og derfor vil vi i det kommende besøgscenter præsentere kunder og andelshavere for disse områder sammen med de forskellige ydelser, vi i forvejen beskæftiger os med. Vi glæder os til at byde velkommen i det nye center, som også stadig kommer til at fungere som reception for AURA Energi”.
AURAs installationsforretning med omkring 45 elektrikere holder til på samme adresse som butikken, men fortsætter uændret. Derfor vil det stadig være muligt at få elektrikerhjælp eller repareret vaskemaskinen. AURA er netop i gang med en større renovering for at give plads til flere medarbejdere i afdelingen. I alt har AURA Energi omkring 90 medarbejdere placeret i Viby, hvor direktionen og visse stabsfunktioner også holder til.
Første gang butikken slog dørene op for kunder var i 1957. Dengang hed den Viby El-værk. De seneste år har butikken været ejet af AURA Energi og en del af El-Salg-kæden. Ophørsudsalget på hvidevarer og designerlamper starter i uge 4.