Havmøllepark i Aarhus bugt sættes i bero

28. september 2015

PRESSEMEDDELELSE: Projektet om en ny kystnær havmøllepark i Aarhus bugt mangler lønsomme rammer og sættes derfor i bero indtil videre, fortæller selskabet Havvind Århus Bugt (HÅB), der står bag projektet.

HÅB, der er selskabet bag det kystnære havmølleprojekt ved Mejlflak i Aarhus bugt, har for nuværende sat projektet på pause, da projektets rammer pt. ikke er lønsomme.

”Vi havde gerne set Mejlflak-projektet blive en realitet inden for en nær fremtid, men svære rammevilkår, der primært skyldes faldende elpriser, presser projektets lønsomhed og gør det urealistisk med en kystnær havvindmøllepark i Aarhus bugt på nuværende tidspunkt,” fortæller bestyrelsesformand for HÅB, Søren Sørensen.

Søren Sørensen fortæller videre, at der har været stor velvilje fra de mulige leverandører til projektet, men at selskabet altså nu må erkende, at økonomien ikke hænger sammen.

Projektet blev etableret i 2010 i et samarbejde mellem elselskaberne ved Aarhus Bugt samt vindmøllelaug Aarhus Bugt og en vision om at opføre en vindmøllepark, der kunne dække 160.000 husstande med Co2-fri og vedvarende energi. Havvind Aarhus Bugt har været et udviklingsprojekt med formål at afklare, om der var basis for etablering af et vindmølleprojekt ved Mejlflak.

”HÅB forventer i en dialog med Energistyrelsen at kunne finde en løsning for, hvordan man kan opretholde muligheden for at etablere projektet på et senere tidspunkt, såfremt forudsætningerne ændrer sig positivt,” siger selskabets direktør Jakob Bundgaard.”

Fakta:

  • Havvind Aarhus Bugt (HÅB), der blev etableret i 2010 som et udviklingsprojekt, er et samarbejde mellem NRGi, Aura (Brabrand El-selskab, Galten Elværk, Viby El-værk, Østjysk Energi), HOFOR og vindmøllelaug Aarhus Bugt
  • De totale udviklingsomkostninger er 13,4 mio. kr.