IT-kriminelle udnytter Corona-krisen – også i AURAs navn

Center for Cybersikkerhed advarer i disse dage danskerne om, at de IT-kriminelle er særligt aktive lige nu, hvor de forsøger at udnytte Corona-krisen til at stjæle personoplysninger eller penge.

»Det er desværre normalt, at beredskabssituationer som COVID19 misbruges til phishing, da alle efterspørger hurtig info”, skriver Center for Cybersikkerhed.

Vi oplever igen, at AURAs navn og logo bliver misbrugt til konkurrencer. Desværre kan vi ikke forhindre dette misbrug, men vi gør alt, hvad vi kan for at gøre vores kunder opmærksomme på, at de ikke skal lade sig narre.

Deltag derfor ikke i popup-konkurrencer, hvor AURA tilsyneladende er afsender. Vi ved, at bannerne med konkurrencer blandt andet popper op hos brugere af bt.dk, jp.dk og eb.dk. Du kan stadig benytte disse hjemmesider, men luk bannere med konkurrencer ned, hvis de dukker op.

Du er naturligvis velkommen til at kontakte os, hvis du bliver i tvivl, om vi er den rigtige afsender på noget, som du har modtaget.

Vær særlig opmærksom på:

  • Pop-ups med konkurrencer og spørgeskemaer. Hold øje med om linket i browseren ser mærkelig ud
  • Konkurrence og lignende, hvor du bliver presset til at reagere med formuleringer, som ”Skynd dig”. Svindlerne vil have dig til at reagere hurtigt, så du ikke har tid til at tænke dig om
  • Læg mærke til afsender på mails og adresser på hjemmesider. Ser de mærkelige ud, kan det være svindel. Kontakt evt. afsenderen, hvis du er i tvivl
  • Undgå at klikke på links i mails og pop-ups, som du mistænker for at være falske. Har du brug for at tilgå en hjemmeside, så tast selv adressen i browseren.