PRESSEMEDDELELSE: Nyt bæredygtigt delebilskoncept kommer til det centrale Aarhus. Det lokale energiselskab AURA Energi opstiller to nye klimavenlige el-delebiler på Klostergade og Hjarnøgade. Og flere el-delebiler er på vej.
Bor du i det centrale Aarhus og har du en bil, har du sikkert prøvet at cirkulere rundt i byen, mens du forgæves leder efter en parkeringsplads. Men hvad nu, hvis bilen ikke var din egen, og du vidste, at der var en dedikeret parkeringsplads tæt på din bolig?
Den sidste løsning bliver nu til virkelighed, da AURA Energi er i færd med at opstille to el-delebiler med faste parkeringspladser på Klostergade 43 og Hjarnøgade 5 i det centrale Aarhus.
Delebilerne, som kører på strøm fra danske vindmøller, kan bookes af alle, som opretter sig som bruger af delebilsordningen. Brugerne betaler som udgangspunkt intet abonnement, men betaler i stedet for det antal hele eller halve timer, som de ønsker at have bilen til rådighed.
Formanden for fællesrådet for Møllepark-Vesterbro Kvarteret Poul Møller Andersen glæder sig over at få elektriske delebiler til kvarteret.
”Vi har jo parkeringsproblemer i området så det gør noget. Derfor ser vi delebilerne som et godt alternativ. Faktisk har vi selv valgt at sælge vores bil, da vi regner med, at delebilen kan opfylde det behov, vi har”, siger Poul Møller Andersen.
”Vi ser det som et ekstra plus, at vi kan bidrage til den grønne omstilling ved at køre elbil. Og det er desuden nærmest umuligt at køre i en privat elbil, når man bor i det centrale Aarhus, da der er meget få ladestandere tilgængelige”, fortæller Poul Møller Andersen.
Hos Aarhus City Forening hilser de også de nye delebiler velkomne:
”En af byens helt store udfordringer er trafiktrængsel og parkeringsmuligheder. Derfor er en delebilsordning lige i tråd med vores ønsker. Og når konceptet samtidig er elbiler og bæredygtigt, så går det hele op i en højere enhed, som fortjener stor opmærksomhed. Jeg håber, at aarhusianerne tager konceptet til sig, og jeg tror at netop denne ordning kan bane vejen for både den grønne omstilling samt lette trængslen i Smiltes By”, udtaler Claus Bech, direktør i Aarhus City Forening.
Undersøgelser viser, at en delebil kan være med til løse udfordringerne med manglende parkeringspladser i store byer. En delebil kan erstatte behovet for 4-10 privatejede biler, fordi man enten ikke har behov for at investere i en bil eller undlader at investere i bil nummer to.
”Vi er begejstrede over at få mulighed for at bidrage til den grønne omstilling i Aarhus, og til arbejdet med at gøre byen til et grønt og bærdygtigt sted at bo og handle. Med AURA Delebil giver vi aarhusianerne et bæredygtigt alternativ, og vi håber naturligvis, at de vil tage godt imod tilbuddet”, siger kommerciel direktør i AURA Energi, Thorkild Videbæk.
”Vi arbejder desuden på at udbrede konceptet og opstille endnu flere el-delebiler i det centrale Aarhus. Dermed kan endnu flere aarhusianere forhåbentlig benytte sig af konceptet, og vi kan få færre problemer med manglende parkeringspladser i byen”, slutter Thorkild Videbæk.
De to delebiler kan bookes fra tirsdag den 13. november 2018. Man kan høre mere om ordningen onsdag den 21. november kl. 13.30 til 15.00 på Klostergade og kl. 15.30 til 17.00 på Hjarnøgade, når AURA Energi svarer på spørgsmål og hjælper interesserede bruger i gang.
AURA Delebiler er biler på abonnement. Når du har oprettet dig som bruger af ordningen kan du booke delebilen via en app, hvorefter du henter den på den dedikerede parkeringsplads, låser bilen op med app'en og kører så meget, du har brug for.
I samarbejde med en række boligforeninger har AURA Energi allerede opstillet el-delebil i Viby, Brabrand, Skanderborg og Silkeborg.