AURA Energi søger i øjeblikket kandidater til selskabets nye repræsentantskab. Kandidaterne får mulighed for at være med til at præge drift og udvikling af vital, lokal infrastruktur samt at sætte fingeraftryk på, hvordan den grønne omstilling skal se ud i Østjylland. Alle selskabets andelshavere har mulighed for at stille op og gøre deres indflydelse gældende.
For første gang i selskabets historie afholder AURA Energi i løbet af efteråret valg til sit repræsentantskab. Fra den 15. august og frem til den 15. september har alle AURA Energis andelshavere mulighed for at stille op til repræsentantskabet.
Interesserede kandidater kan stille op via selskabets hjemmeside aura.dk. Her er der også mulighed for at læse mere om selve opstillingsprocessen. Andelshaverene skal vælge i alt 99 nye repræsentantskabsmedlemmer fordelt på syv valgområder.
AURA Energis repræsentantskab er selskabets øverste myndighed. De nye medlemmer skal blandt andet vælge selskabets bestyrelse blandt repræsentantskabets medlemmer. Desuden skal repræsentantskabsmedlemmerne være med til at sætte dagsordenen for udviklingen i AURA Energi over de næste fire år.
”Vi er i en branche, som i øjeblikket er inde i en særdeles spændende udvikling. Den grønne omstilling fylder mere og mere både hos i branchen og i samfundet generelt. Som energivirksomhed spiller vi en væsentlig rolle i, hvordan vi får omstillingen til at lykkes. Kommende repræsentantskabsmedlemmer vil kunne påvirke, hvilken rolle AURA Energi skal spille i forhold til den grønne omstilling i fremtiden. Hvor og hvor meget skal vi eksempelvis investere i vedvarende energi og i innovation”, fortæller Carsten Höegh Christiansen, adm. direktør i AURA Energi.
”Vi håber, at mange af vores andelshavere vil finde det interessant at være en del af repræsentantskabet, og derfor vælge at stille op til valget. Vi ønsker, at vores nye repræsentantskab skal afspejle vores andelshaveres forskellige køn, alder, beskæftigelse og etnicitet, og derfor opfordrer vi alle vores andelshavere til at stille op”, siger Allan Werk, bestyrelsesformand i AURA Energi.
Interesserede kandidater er desuden velkomne til at møde op til informationsmøder, som AURA Energi afholder i løbet af uge 35 og 36.