Inden for blot ét år er 65.000 husstande og virksomheder blevet tilsluttet fibernet. Det svarer til 178 nye tilslutninger per dag. Udviklingen skyldes især energiselskabernes fortsatte udbygning af fibernet i både byer og i mange landdistrikter. Det viser den helt nye telestatistik, som Energistyrelsen har offentliggjort i dag. Udviklingen vækker glæde i Dansk Energi. Men statistikken bør dog tegne det fulde billede af dataeksplosionen, lyder det fra Dansk Energi.
Antallet af bredbåndsabonnementer, som leveres over fibernettet, er på ét år vokset fra 420.000 til 485.000 ved udgangen af juni 2016. Tager man udviklingen med frem til december måned, så betyder det, at over en halv million danske husstande og virksomheder i dag benytter en fiberforbindelse, som giver adgang til garanterede og symmetriske bredbåndshastigheder online.
– Fibernettet har igennem flere år været den hurtigst voksende bredbåndsteknologi, og den udvikling vil uden tvivl fortsætte de kommende år. Stigende brug af streaming og flere og flere digitale enheder i de danske hjem er blandt de tendenser, som driver udviklingen, udtaler Thomas Woldiderich, branchechef for telepolitik i Dansk Energi, og fortsætter:
– Energiselskaberne gør alt hvad de kan for at komme hurtigt og bredt ud med fibernet, men man skal også huske på, at det er et kæmpe anlægningsprojekt som tager mange år. Og der er stadig et godt stykke vej til at få alle med på vognen. Heldigvis er der stor politisk fokus på at løse udfordringen, og fra 2017 vil det eksempelvis være muligt for branchen at realkreditbelåne digital infrastruktur, som kan betyde, at tusindvis af ekstra husstande årligt kan få bedre bredbånd, siger Thomas Woldiderich.
Energistyrelsens telestatistik har i en årrække målt væksten i mobil datatrafik. Hvert mobilabonnement forbruger nu 4 Gigabyte (GB) per måned i gennemsnit. Det er dog kun en brøkdel af trafikken i forhold til de kablede forbindelser, hvor husstande med fibernet er de største forbrugere med 200 GB per måned i gennemsnit – altså 50 gange større dataforbrug end mobilt bredbånd. Dansk Energi mener, at telestatistikken også bør måle trafikken på de kablede forbindelser:
- Vi har længe opfordret til, at telestatistikken også skal måle trafikudviklingen på de kablede bredbåndsforbindelser – og ikke kun trafikken i de mobile netværk, som tilfældet er i dag, og vi forventer klart, at det kommer til at ske i fremtiden, og fortsætter:
- Når der skal snakkes investeringer i digital infrastruktur og nyt teleforlig, er det jo af vital betydning, at politikerne har et fuldt oplyst billede over den datatrafik, som presser både de mobile og kablede netværk. Det er væsentligt i forhold til den politiske drøftelse om fremtidige investeringer, udbygning af infrastruktur og ikke mindst et moderniseret teleforlig.
Kilde: danskenergi.dk