Waoo har indgået et samarbejde med eSport.dk om at sponsorere Waoo CS:GO Ligaen, der er Danmarks største bredde-liga for Counter Strike-spillere. Sponsoratet skal være med til at styrke det i forvejen ekstremt stærke danske eSports-miljø, der vinder internationale turneringer, ligesom eSport har fået godt tag i de danske tv-seere.
I sommeren 2016 fik hovedparten af Waoo’s brugere adgang til kanalen eSportsTV, og nu går fiberselskabet ind og støtter yderligere op om den elektroniske sportsverden. Således har Waoo lavet en aftale med eSport.dk, som står bag Danmarks største liga for udøvere af first-person skydespillet Counter Strike. Fremover vil ligaen hedde Waoo CS:GO Ligaen.
eSport er computer- og konsolspil på konkurrenceplan. I Waoo CS:GO Ligaen spiller de deltagende hold om en samlet præmiesum på 300.000 kroner henover 2017. Der konkurreres i spillet Counter Strike: Global Offensive, deraf forkortelsen CS:GO.
”eSport er en sportsgren i meget kraftig vækst, og gaming er blandt danskernes foretrukne underholdningsaktiviteter. Samtidig klarer danske spillere sig gennemgående rigtig godt på det absolut øverste internationale niveau. eSport rummer altså både interessante perspektiver i forhold til den professionelle dimension og er samtidig bare rigtig god underholdning for mange helt almindelige mennesker, og det vil vi gerne være med til at bakke op om,” siger Jørgen Stensgaard, administrerende direktør i Waoo.
Jørgen Stensgaard forklarer, at fibervirksomheden også har en forretningsmæssig grund for at kaste sig over netop gaming.
"Alle ved, at godt og stabilt internet er en forudsætning for, at gaming bliver en god oplevelse. Det kræver kapacitet at afvikle spillene uden gnidninger, og derfor er det oplagt, at vi med vores fibernet sætter fokus på området. Vores slogan er som bekendt ”Internet som det burde være”, og det kommer til sin ret her,” siger Jørgen Stensgaard.
Waoo CS:GO Ligaen deler 2017 op i tre sæsoner, hvor den første løber af stablen med online-kvalifikationsrunder og fysiske pre-finals i blandt andet København og Aarhus. 1. sæson kulminerer i en finale onsdag den 12. april i forbindelse med Copenhagen Games, som finder sted i København i påsken 2017. Copenhagen Games havde i 2016 2,5 millioner unikke seere på de samlede livestream-produktioner.
eSport.dk skaber og afvikler turneringer og andre online aktiviteter i en række populære computerspil på konkurrenceplan. Sideløbende med turneringer formidler eSport.dk nyheder fra eSportens verden.
CEO i eSport.dk, Zahid Butt, som også står bag Copenhagen Games, ser også store gensidige fordele ved at få Waoo ombord som sponsor.
”For fodbold er græsplænen, mål, fodboldstøvler osv. ret afgørende. For eSport og livestream-produktion er internetforbindelse et af de allervigtigste værktøjer, og derfor glæder det mig, at det netop er Waoo, som har valgt at bakke op om ligaen. Det her betyder for os, at vi ikke alene kan udvikle og strømline vores populære liga med turneringer og streams endnu mere, men vi kan også fokusere mere på øvrigt indhold på eSport.dk og på den måde udvikle aktiviteter i fællesskab, som kommer alle danske eSports-interesserede til gode,” siger Zahid Butt, CEO i eSport.dk og Copenhagen Games.
Fokus for eSport vokser kraftigt i disse år, og det forventes, at interessen for at følge fx de dygtigste Counter Strike- og FIFA-udøvere overhaler både håndbold og ishockey i 2017.